Thorn Yoga Retræte d. 7.-9. juni 2024:
Yoga, Natur og Ro på Kvarnen.
Én enkelt ledig plads!
Kvarnen, Olofström, Sverige
En weekend med masser af yoga & meditation, ro, nærvær & god tid midt i den skønne svenske natur. Tag med ud i skoven, ned i gear, ind i fredfyldt stilhed hos vidunderlige Kvarnen, et helt særligt retreatsted, hvor naturen er i fokus.
Ud over yogapraksis hver dag i den smukke yogasal på toppen af den gamle mølle med udsigt over sø og skov, vil der være mulighed for udeyoga/meditation, besøge den nye, spektakulære treetop sauna, dyp i åen, vildmarksbad, hygge ved brændeovnen, egen tid, hvile og naturligvis gåture samt fred og ro i naturen.
I løbet af denne weekend vil der være tilbud om ca. 5 yoga/meditationsklasser i alt (á ml. 75-120 min. varighed).
Både blid og mere dynamisk yoga. Yogastilen er i udgangspunktet hatha yoga, men med inspiration fra forskellige andre yoga- og bevægelsesformer. Vi vil bl.a. praktisere klassiske hatha yoga øvelser – både liggende, siddende og stående yogastillinger og altid med åndedrættet som ledetråd i øvelserne og som forbindelse mellem krop og sind. Der vil være både stille yogastillinger og kortere dynamiske sekvenser. Åndedrætsøvelser/pranayama, meditation og afspænding vil indgå hver dag.
OM KVARNEN
Dybt inde i den svenske skov ud til en opdæmmet sø ligger Kvarnen – en nedlagt vandmølle, som i dag danner rammen om forskellige kurser og retræter. ”Kvarn” betyder ”mølle” på svensk – deraf navnet. Her er i tidernes morgen blevet malet mel, og mange smukke maskiner er stadig at finde i den gamle treetagers bygning. På grunden ligger også tilstødende huse med hyggelige opholdsrum, spisestue, køkken mm. – tilsammen nærmest en lille landsby. Finn og Cecilie, som ejer og driver Kvarnen, elsker at bygge og har brugt de seneste mange år på at renovere de gamle bygninger. Sammen har de blandt andet omdannet den øverste etage i Kvarnen, som før var tørreloft, til en smuk yogasal med panoramaudsigt ud over søen, og senest har de bygget en sauna oppe i træerne. Stedet byder på mange muligheder for at nyde den svenske natur i form af vandreture, bad i åen og under et lille vandfald, sauna og vildmarksbad. Det er også muligt at tage til en nærliggende badesø.
OVERNATNING OG FACILITETER
På Kvarnen leves det enkle liv tæt på naturen. Indretningen er hyggelig, hjemlig og afslappet. Du kommer til at sove på loftet på delte to– eller trepersonersrum. Rummene er skunkrum og hemse – småt men godt indrettet til soveværelser. Vær opmærksom på, at der i nogle af værelserne ikke er ståhøjde. Hvis du forventer en luksusretræte, skal du være opmærksom på, at forholdene på Kvarnen er smukke og enkle, men nok ikke som du kender det fra et hotel. Her er det den svenske natur og alt det, den tilbyder, vores fokus. Toilet findes separat fra værelserne og bad med varmtvandsbruser findes i kælderen blandt de store flotte maskiner – en oplevelse i sig selv, men nok lidt anderledes, end du er vant til hjemmefra. Er du i tvivl om, om forholdene passer til dine behov, er du velkommen til at kontakte os. Det er vigtigt for os, at de kvaliteter vi tilbyder, stemmer overens med dine forventninger.
FORPLEJNING
Maden på Kvarnen er plantebaseret, sund og farverig. Før morgenyoga serveres en varm detoxdrik. Efter yoga er der stor brunch og om aftenen en tidlig middag. Trænger du til noget mellem måltiderne vil der være te, sunde snacks og frugt i løbet af dagen.
PRIS OG BILLETTER:
4150 kr. pr. pers. På delte to- og trepersoners rum. Ekskl. billetto-gebyr.
4450 kr. pr. pers. for enerum på hems uden ståhøjde, op ad lille stige (UDSOLGT). Ekskl. billetto-gebyr.
Find dine billetter her:
https://billetto.dk/…/yoga-natur-og-ro-pa-kvarnen-med…
TRANSPORT
Kvarnen ligger i Blekinge nær byen Olofström, ca 2,5 timers kørsel fra København.
Koordinaterne til Kvarnen sendes til dig personligt et par uger før retrætens afholdelse.
Du betaler og sørger selv for transport til retræten. Er du ikke i bil, er der mulighed for samkørsel, som Louise gerne koordinerer.
Der findes nemmere måder at komme til Kvarnen på end med offentlig transport. Det er dog muligt, men vi skal vide det senest en uge før så vi kan koordinere afhentning i Olofström, som ligger ca. 20 minutters kørsel fra Kvarnen.
OBS: Billetter refunderes ikke, men er man forhindret i at deltage, er det muligt efter aftale med Louise at give sin plads videre til f.eks. en ven eller veninde.